Oprindeligt ville jeg lade denne and være blind passager i Juniorchampers årlige badeandssvæddeløb på Århus å.

Men den var for unik, til at jeg ville lade den opsluge af plastikbadeandsmasserne og ramme en tilfældig kai.

Den ene and blev til flere og jeg forelskede mig i keramikkens glasurmysterier og støbemirakler.

Jadegrøn umbra, fosilkølig skærv, okker, sennep, soja.

Blank som en nylagt hundelort i havgus.

Jeg gjorde det umulige muligt og kom ud på den anden side.

Mere sårbar end nogen sinde blev jeg fyldt med teksturteori, charmottefyldstoffer, karma og dummeflittig arbejdsomhed.

Fuld fart fremad i fornuftigt fodtøj.

På gyngende grund,

svævende i det uvisse gribende, begribende grådig og ydmyg. Velvidende at succes i branchen bygger på ånd, hånd og handling.

Når jeg ser mig tilbage

sidder nogen stadig i saksen,

selvom himlen er kvalmende blå.

Jeg prøver at smitte dem med ihærdig lernørderi og finurlige iagttagelser af overfladers temperaturskift i vægtløs afbrænding af gas.

Det flimrer for mine øjne i blågule flaksende prikker af sitrende nærværd og jeg frustreres i længslen efter at komme til at røre.

Jeg må have solens boblende lysglimt i min glasur.

Jeg må have plastikblonders sprøde vildskab og vandtætte fang i min glasur.

Jeg må have septemberhimlens dybde, skyggernes mørke og asfaltens ruhed i min glasur.

Måske giver ordene billedet en ekstra dimension,

men lerets væsen, dets betagende nærhed, ånd, urkraft og uovervindelige væren i verden bør føles hud mod hud.