“Min mors tarm”
”Mellemrummet” på Godsbanen, 8000 Aarhus C
2019
Min mors tarm
Keramik, foto, skind og tekst
Pressemeddelelse, 15.03.2019
“Temaet for udstillingen tager udspring i det faktum, at kunstnerens aldrende mor har skiftet krop efter en livstruende sygdom. I det kaos af følelse og praktiske udfordringer, som opstod da diagnosen blev stillet og behandlingen blev effektueret, har Billedkunstner Christine Urfe Bendt arbejdet med keramiske skulpturere omhandlende emnet krop, aldring og forfald.
Udstillingen har til hensigt at undersøge hvordan ler og krop, via foto og tekst kan give en nærveds-oplevelse. I særdeleshed et arrangeret møde med fokus på overfladestrukturer, form og farve.
Der udstilles, keramiske skulpturer, tekst og fotoværker.
Christine Urfe Bendt er keramisk billedkunstner og optaget af det taktile. Hun arbejder med møder, konstellationer, diversitet og ambivalens. Leret er hendes primære materiale, men i denne udstilling udgør foto og oplæst tekst også en stor rolle som kommunikation.
Christine fascineres af og arbejder med strukturer, overflader, konsistens og form, - af både organisk og mekanisk karakter. Hendes værker er som oftest nonfigurative med elementer at genkendelighed. I udstillingen Min mors tarm inviteres beskueren helt tæt på ler og hud. Værkerne bliver bl.a. ”mødt”, ved at se gennem huller i sortmalede kasser. Her opstår intimitet, et uudtalt nærværd og en alene-hed i mødet med objektet.
Kunstneren inviterer til en tekstet ledsagelse af værkerne i oplæst form via en QR-kode.“
Værktekst:
Kroppen slår revner, udspiles og trækker sig sammen
i tavshed
tilbage ligger huden
mod hud,
for meget i mellemrum,
for lidt
og det sprækker.
Som leret i mine hænder, når det tørre
Som når jern blandet med mangan upassende fremhæver de nedbidte negle
bliver knoglerne under hudens grå tone pludselig det eneste man ser.
Billeder i kasser,
fortrolige rum
nær ved, men langt fra.
Du står alene, som jeg står
udenfor og betragter noget helt tæt på.
Noget du ikke kan få eller nå, eller rede
bare betragte mens det opløses
u-brændt ler i regnvejr.
Revner i hud,
i ler
i hud og ler.
Mit ler din hud … mit ophav
Salte, væsker
for lidt og for meget.
Kvalme af rædsel,
fordi tabet er så uendeligt endeligt og ikke målbart.
Ingen vej tilbage eller mercy … uanset kraft eller kræft
Revner i overfladernes kølige fattet-hed.
Vi nævner det ikke, men knytter næverne sagte og håber nogen kommer os til undsætning og reder den sidste sammenhængskraft,
kraft, kræft ….
Strålekanonen til millioner reder liv, men hvilket liv.
Rejsen fra en krop til en anden,
ikke fra dette rige til det hinsides, men levende død.
Jeg nåede ikke at få dokumenteret den gamle krop,
som var yngre
nu er den ikke eksisterende.
Ramt af mor
indre kaos
fortærende celler som deler sig i vildskab og får mig til at stivne
og sprække
som indtørret ler i en glemt spand.
mister jeg troen på evighed.
min egen udødelighed,
Fatter alvoren
mine børn som værende mulige efterladte
Jeg er som strandet i en ørken
lungerne klistrer sammen i vinden
som havde jeg indåndet gipspulver direkte fra den perforerede sæk i hjørnet på hunden med det ødelagte hjul.
Kroppens vandring fra før til nu
forvandlede sig over tid
for øjnene af mig
under tøjet.
I de dybe fuger og hængende hud, mellem fregnernes øer findes spor af mor.
Min mor, som var stor,
for stor engang
nu skrumpet
i sit hylster.
Jeg går på opdagelse i revner og sprækker,
for at finde mening
på vej mod de 80.
Mange kilo lettere men dog tungere
som var vandet fordampet i stråleregn
Selvom mine øjne er svage
ser jeg verden skarpere
knuger mine kaotiske kvababbelser over følelsernes vold og græder klumper i splitsekunder ved tanken om tab.
Tænk at være den sidste, den der kommer tilbage … ikke som i comeback, men som i efterladt.
Jeg har aldrig været så tæt på,
som nu
med kameralinsen,
undersøgende og konstaterende
dokumenterer jeg
hver fregne i flok,
hver forkrampede fold
hvert behåret krater
Jeg ved ikke meget om de tanker
som fylder dette kødhylster
for åbninger har der været få af og mellem mulighederne har der været tavshed.
Jeg har selv måtte tænke og drible mellem håbløshed og had til usagte sagn
Fanget i tanketarmenes tunneller
i kø
og træk et nummer
stråler, stråler
og jeg måtte vente udenfor i mellemrummet
mellem rummene
Nu er cellerne forduftet
men vi ved det
de er kun hjemløse,
på vej gennem revner og sprækker i hud og håb
altid parat til comeback.
Projektet er støttet af Århus kommunen via kulturudviklingspuljen.