Værktekst:

Kroppen slår revner, udspiles og trækker sig sammen
i tavshed
tilbage ligger huden 
mod hud,
for meget i mellemrum, 
for lidt 
og det sprækker. 

Som leret i mine hænder, når det tørre 
Som når jern blandet med mangan upassende fremhæver de nedbidte negle
bliver knoglerne under hudens grå tone pludselig det eneste man ser. 

Billeder i kasser,
fortrolige rum
nær ved, men langt fra. 

Du står alene, som jeg står 
udenfor og betragter noget helt tæt på. 

Noget du ikke kan få eller nå, eller rede
bare betragte mens det opløses
u-brændt ler i regnvejr. 

Revner i hud,
i ler 
i hud og ler.

Mit ler din hud … mit ophav 

Salte, væsker
for lidt og for meget. 

Kvalme af rædsel, 
fordi tabet er så uendeligt endeligt og ikke målbart.

Ingen vej tilbage eller mercy … uanset kraft eller kræft 

Revner i overfladernes kølige fattet-hed. 

Vi nævner det ikke, men knytter næverne sagte og håber nogen kommer os til undsætning og reder den sidste sammenhængskraft, 
kraft, kræft …. 

Strålekanonen til millioner reder liv, men hvilket liv. 

Rejsen fra en krop til en anden,
ikke fra dette rige til det hinsides, men levende død.

Jeg nåede ikke at få dokumenteret den gamle krop, 
som var yngre
nu er den ikke eksisterende.

Ramt af mor
indre kaos 
fortærende celler som deler sig i vildskab og får mig til at stivne 
og sprække 
som indtørret ler i en glemt spand. 
mister jeg troen på evighed. 
min egen udødelighed, 

Fatter alvoren
mine børn som værende mulige efterladte 

Jeg er som strandet i en ørken 
lungerne klistrer sammen i vinden 
som havde jeg indåndet gipspulver direkte fra den perforerede sæk i hjørnet på hunden med det ødelagte hjul. 

Kroppens vandring fra før til nu
forvandlede sig over tid 
for øjnene af mig 
under tøjet.

I de dybe fuger og hængende hud, mellem fregnernes øer findes spor af mor.

Min mor, som var stor, 
for stor engang
nu skrumpet 
i sit hylster. 

Jeg går på opdagelse i revner og sprækker,
for at finde mening 
på vej mod de 80.

Mange kilo lettere men dog tungere
som var vandet fordampet i stråleregn

Selvom mine øjne er svage 
ser jeg verden skarpere 
knuger mine kaotiske kvababbelser over følelsernes vold og græder klumper i splitsekunder ved tanken om tab. 

Tænk at være den sidste, den der kommer tilbage … ikke som i comeback, men som i efterladt. 

Jeg har aldrig været så tæt på, 
som nu 
med kameralinsen,
undersøgende og konstaterende 
dokumenterer jeg 
hver fregne i flok, 
hver forkrampede fold
hvert behåret krater

Jeg ved ikke meget om de tanker 
som fylder dette kødhylster
for åbninger har der været få af og mellem mulighederne har der været tavshed. 

Jeg har selv måtte tænke og drible mellem håbløshed og had til usagte sagn 

Fanget i tanketarmenes tunneller
i kø 
og træk et nummer 
stråler, stråler 
og jeg måtte vente udenfor i mellemrummet 
mellem rummene 

Nu er cellerne forduftet 
men vi ved det
de er kun hjemløse, 
på vej gennem revner og sprækker i hud og håb 
altid parat til comeback. 

Projektet er støttet af Århus kommunen via kulturudviklingspuljen.