Jeg er vokset op i en tid med kvindefestivaler, kollektiv, biodynamisk kost og “skønhed kommer indefra”. Der har aldrig været meget pynt, smykker og accessories i mit barndomshjem og altid en skeptisk tone eller tydelig afstandstage, hvis nogen var for pyntede. 

I en kort oprørsperiode fik jeg alt for mange huller i ørerne og farvede mit hår, men pyntetrangen aftog i takt med, at min viden om forbrugssamfundet blev udvidet og endeligt da jeg blev gift. I dag ejer jeg kun de tre smykker jeg havde på, da indbrudstyven ribbede vores hjem sidste vinter. 

Jeg har det således ambivalent med det at pynte sig eller bruge accessories. Jeg lader mig i glimt forføre og forvirre af unødvendig bling bling, men bremses ofte af fornuften.

I mit afgangsprojekt har jeg dog givet efter for længslen og skabt accessories i dimensioner som klær kæmper.

Jeg inspireres og tiltrækkes af former, og hvad der sker når menneske og form mødes. 

Og med afsæt i helt konkrete accessories har jeg zoomet ind, skaleret op og karikeret eller forvrænget “sandheden”, men også arbejdet omvendt … dvs. udforsket lerets mulige former, strukturer og reaktioner, når det eksempelvis møder kroppe og overflader.

Tilbage står objekter, hvis formsprog er præget af abstrakte konstellationer, ironiske bemærkninger og længsel.